Rideklub søger mod billigere græsgange
Klubliv hos Bøgelund Rideklub fra en tid, hvor alt var fryd og gammen. Arkivfoto: Jens Morten
Avisannonce
Medlemstrængt rideklub i Øster Doense har fået et bedre tilbud andetsteds i Hobro-området og spørger medlemmerne om lov på onsdag
Står det til bestyrelsen, forlader Bøgelund Rideklub snarest Øster Doense og etablerer sig andetsteds i Hobroområdet. Måske under nyt navn.
Det afgøres formentlig på en ekstraordinær generalforsamling på onsdag.
Strid om lejens pris, men også mangel på "passende heste" og for lidt engagement fra udlejers side, har i følge klubformand Dorte Borup fået bestyrelsen til at kigge sig om efter et nyt hjemsted.
Det sted har man angiveligt fundet - og endda til under den halve pris.
Bøgelund Rideklub har siden grundlæggelsen i 1993 lejet sig ind hos ridecentret på Øster Doensevej 4.
Nu befinder klubben sig medlemsmæssigt i dyb krise. På kun to år er medlemstallet raslet ned fra 150 til 57 medlemmer. Heraf en del passive, som ikke udløser kontingentbidrag fra kommunen.
Andre græsgange til halv pris
Så Bøgelund fattes penge. Lejemålet med ridecentret udløb 1. juli, og rideklubben har fået tilbudt lejenedslag i fra godt 14.000 til 12.000 kroner om måneden.
- Men vi har fundet et sted med samme faciliteter og til en leje på den halve pris hos nogen, der brænder for sagen.
Derfor anbefaler vi medlemmerne, at klubben søger andre græsgange, fortæller klubformand Dorte Borup.
Men hvor i Hobro-området, Bøgelund med medlemmernes accept skal bo fremover, vil hun først afsløre på den ekstraordinære generalforsamling onsdag klokken 19 i Valsgaard Forsamlingshus - med "Bøgelund Rideklubs fremtid og eventuelt nyt navn" som eneste sag på dagsordenen.
Pernille Thrysøe, der sammen med Christian Thrysøe, har drevet ridecentret siden 2005, er ked af den udvikling, sagen har taget.
- Vi vil gerne have, at der bliver hos os og forstår ikke, hvad der er gået galt. Vi oplevede ellers, at vi var tæt på at nå til enighed om prisen.
- Det var vi så overhovedet ikke, da det kom til stykket, beklager Pernille Thrysøe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar