Dette har jeg fordybet mig i vores øvelses opgave pædagogik.
Inklusion har betydning på tre niveauer.
Ifølge socialpædagog og cand.pæd. Lektor Ida Kornerup skelner hun mellem inklusion på tre forskellige niveauer[1]
Inklusion som politisk vision: Alle borgere har ret til at deltage som medborgere i samfundets demokratiske processer - uanset deres særlige behov. (FN’s Handicapkonvention 2007-jf.) Et pædagogisk mål: Hvor man skaber inkluderende lærings - og udviklingsmiljøer, så alle børn og unge har lige adgang til læring og udvikling. (serviceloven) Hvor styringsredskabet er pædagogisk refleksion. Et børneperspektiv: Alle børn/ unge skal have mulighed for at deltage i betydningsfulde fællesskaber inden for almeninstitutioners rammer. ( daginstitutioner, skole, og fritid) – også selv om de er henvist til specialinstitutioner og specialtilbud. Et deltagelsesperspektiv: Alle børn/ unge skal have mulighed for at være aktiv deltagere på de livs arenaer, hvor livs chancer fordeles. [2]
Inklusion som styringsredskab i form af regler og konventioner.
I dag 2011 er det en verdensomspændende vision at arbejde ud fra et inkluderende menneskesyn, og Danmark arbejder med en dagsorden om inklusion, der er sat ved hjælp af fælles aftaler og konventioner vedtaget i FN. Disse retningslinjer og konventioner kommer til udtryk i vores regler og love. Vi er som pædagoger og kommuner underlagt denne overordnede politik. At vi er kommet så langt på dette område i dag skyldes særligt, at der er fokus på social inklusion i samfundet. Disse retningslinjer blev yderlige en hjælp som skulle sikre de handicappedes rettigheder (FN handicapkonvention fra 2007). Her har denne konvention været med til at forbedre målgruppens tarv. Dette har man gjort fordi der i praksis har vist sig, at den største forhindring for mennesker med nedsat funktionsevne og funktionshæmning er det handicap, der skabes i relationen til omverden. Handicappet er ikke inde i personen, men skabes af de hindringer der opstår, når det omgivende samfund ekskludere grundet ulige muligheder for deltagelse. Så på trods af den øgede fokusering på rettigheder og lige muligheder, er mennesker med funktionsnedsættelse i større risiko end andre for at blive ekskluderet i og af samfundet.
Inklusion og eksklusion. Det differentierede fællesskab Ida Kornerup.[3]
Figuren, skal illustrer et fællesskab, der består af flere fællesskaber. Her griber disse fællesskaber ind i hinanden og udgår fra hinanden. På et overordnet plan, er der noget eller nogen der binder dem sammen, en fælleshed, men en fælleshed uddifferentiere sig til en mangfoldighed af accepterede og anerkendte fællesskaber.
Man kan godt sige hvis (fig.2) var et botilbud, her vil fællesheden ses for at være et dannelsessted. Et sted hvor der er plads til den enkelte beboeres ressourcer hvor pædagogerne møder disse beboere ud fra deres udvikling som medborgere. Her bliver det der binder disse deltager sammen i stedet beboerens rettigheder, og ses som et demokratisk medbestemmende menneske, hvor fællesskabsperspektivet flyttes til etik og moral. På denne måde skabes et hverdagsliv, hvor den enkeltes rettigheder respekteres og anerkendes. Fællesskabet deler sig herefter i mindre fællesskaber, der oftest dannes ud fra nogle overordnede principper for skabelsen af læringsfællesskaber. Her kan forforståelsen i stedet ses ud fra professionsetik hvor det pædagogiske forhold er en intern relation mellem pædagogen, beboeren og professionen. Ud fra vores interview svarede informanten P. ”Om Per har behov for at være sammen med de andre, det ved jeg ikke. Det kan jeg godt være skeptisk over for, for hvis projektet er at han skal inkluderes, og han skal søge de andres selskab, det ved jeg ikke om han fauner. Han vil sjældent være med når vi spørger, og siger i stedet ”Kan i ikke lade mig stå. Jeg vil helst stå her”. ”Vil i ikke nok lade mig stå” ”Det er træls”, siger P. Her reflektere pædagogen over den magt han/hun har, og møder i stedet Per med respekt og varetager hans tarv ved at forsvare Pers behov og interesser. Etik er et vilkår i det pædagogiske arbejde. Fordi man til dagligt skal kunne træffe større og mindre afgørelser der har etiske dimensioner. Vi spurgte endvidere om Per ville kunne bruge nøgleringen som inkluderende værktøj til, at danne nære relationer til de andre beboer og personalet, og dermed blive en del af fællesskabet? Informanten P svarede… ”Han er en del af fællesskabet på den måde, at hvis vi sidder og synger henne ved spisebordet, så står han ved siden af, der skal meget til før han sætter sig ned, så egentligt vil han godt fællesskabet, men vil helst stå udenfor”. Her bliver forforståelse til hvordan man kunne takle den konkrete situation. Pædagogen kunne handle ved at sige til Per, han skulle sætte sig ned, eller ikke, her gælder det om, at pædagogen bruger sig selv og sine værdier og normer til at vurdere, hvordan han/hun vil handle i den konkrete situation. I pædagogisk praksis findes ingen selvfølgelige og færdige handlinger. Pædagogen skal altid vurdere, om det man gør, er det rette i den konkrete situation. Mange udviklingshæmmende er vant til at blive sat i gang af pædagoger. De får herved en oplevelse af, ikke selv at tage vigtige beslutninger og bestemme over eget liv. Gennem ophold på institutionerne bliver udviklingshæmmende med tiden institutionaliseret. En stor del af den praksis, der findes i institutionen, strukturer hverdagen, opsætter normer og er ofte ubevidst for pædagogerne og et udtryk for hvordan institutionens habitus udvikles. Her som vaner, som udvikler sig til en institutions kultur, der med tiden kan gå hen at blive urokkelig og være begrænsende for udvikling. Måske fordi dagligdagens gøremål udføres i nærvær af en stor gruppe mennesker, som behandles ens, og gør det samme i fællesskab under samme tag og under samme myndighed. Og samtidig afspejler at personalet er presset og har begrænsede ressourcer, som de er nødt til at organisere deres arbejde ud fra.
[1] Figur 1,side 46
[2]Ida Kornerup (2009) s.46-47
[3]Ida Kornerup (2009) s.50
Ingen kommentarer:
Send en kommentar